Forårsbilleder 2003

Hvert eneste år synes man det er et under der sker.
Og begyndelsen af maj, hvor alting springer ud er vel det tidspunkt hvor det føles allermest.
Jeg har været ude med kameraet igen og her er lidt fra skov, Feddet og haven som det så ud omkring d. 7. og 8. maj.

De to første billeder er nu lidt ældre nemlig fra 28. april og 1. maj, hvor det stadig var skovbunden og underskoven der leverede det grønne.
Turen langs stranden bliver jeg aldrig træt af. Og det er meget forskelligt hvordan udsigten er. I dag var det klart og Fakse Ladeplads ses tydeligt på billedet til højre.
Heden og strandengene er lidt længe om at blive rigtig grønne. Men lysgrønne buske der spejler i vand er forår.
Nå man går gennem plantagen længst ude kommer man forbi Tyskerhullet. Sådan kaldes det fordi det efter sigende er blevet dannet da man efter anden verdenskrig sprængte store mængder ammonition i luften, som tyskerne havde efterladt.
Efter rydning og nyplantning efterlader man stubbe og rødder m.m. i bunker mellem det nyplantede til glæde for fugle og dyr i terrænnet. Stien til fugletårnet ses på billede th.
Fugletårnet kommer man til bagfra så man ikke forstyrrer de fugle man kan se fra tårnet. I tårnet er ophængt en tavle med billeder af de fugle der er mulighed for at se.
Jeg lurer bag en slåen - og den blomstrer meget flot. Og i havnen ligger Fjordkaperen klar til sommerens ture på fjorden mellem Feddet og Præstø.
Og svanerne hygger sig også i havnen. Og hjemme i haven nyder vi lidt vandpjask og synet af engkabbelejerne.
Og en enkelt fransk anemone og en blomstrende rododendron afslutter denne serie.
Tilbage til Bellisvej
Opdateret d. 20.8.2007