Tolne Camping i Nordjylland
Sommerferien i år startede med en uges ophold i det nordlige Jylland og hjemmefra havde vi bestilt en hytte på Tolne Camping og det kom vi bestemt ikke til at fortryde. Det viste sig at være det dejligste naturområde man kan tænke sig. Og fine forhold og stor hjælpsomhed fra værterne med hensyn til at fortælle, hvor man kan finde seværdighederne i området.

Hytterne ligger spredt i bevoksningen og hele pladsen ligger på et fredet område med mange bakker så campingvognene ligger i små lommer i flere niveauer.
Der er flere afmærkede cykelruter i omegnen og mulighed for at leje cykler på campingpladsen.
En motionsbane for børn og andre, der har lyst til at prøve kræfter med diverse ballance og behændighedsprøver.
Pladsen dækker ca. 50 tdr. land og der er 5 - 6 km stier rundt på arealet, hvor græsset er slået så de er velegnede til både en travetur og de er også fine til en løbetur, hvad jeg prøvede et par gange.
Blomstrende gyvel findes mange steder på pladsen og gøgeurter er der rigtig mange af.
Og den ene herlige udsigt åbner sig efter den anden.
For naturelskere er det svært at finde et dejligere sted. Det er noget andet end at ligge i lange lige rækker på andre campingpladser.
Mere idyl! Det er svært at vælge billeder fra.
Skt. Hans aften var der lidt ophold i regnvejvejret og på billedet th. kan man se at bålet er brændt pænt ned. - Men det havde nu også været overdækket indtil det blev antændt. Efter bålet var der komsammen i samlingsstuen og værten spillede harmonika og klaver. Jeg måtte jo også have harmonikaen frem og spille med.
Minigolf eller en tur i familie-hængekøjen er også en mulighed og så mangler der billeder af hoppepude og dyrehold. Det var 8 dejlige dage på Tolne Camping.
Tilbage til ferie 2003

Opdateret d. 20.8.2007